Lønstigninger - maj 2010
Danmarks Statistik har offentliggjort lønstigningstakter i den offentlige og den private sektor for 2. kvartal 2010. Denne statistik udarbejdes for at kunne regulere de offentlige lønninger på et ensartet grundlag (reguleringsordningen).
Statistikken giver mulighed for at følge den kommunale/regionale og den statslige sektors lønudvikling fra kvartal til kvartal i hele overenskomstperioden og samtidigt overvåge denne ved sammenligning med overenskomstens aftalte lønstigninger.
Når man sammenligner den offentlige lønudvikling med den private, gives der mulighed for at orientere sig om eventuelt kommende lønstigninger som følge af reguleringsordningen.
Den kvartalsvise årsstigningstakt var i maj 2010 på 3,4 % for statsligt ansatte.
Reguleringsordningen for de statslige ansatte sammenligner lønudviklingen med den private sektor i 3. kvartal (august måned). Udmøntningen fra reguleringsordningen pr. 1. april 2011 kendes altså først når Danmarks Statistik offentliggør løntallene for august 2010. Det vil først ske i november/december måned. Der er dog næppe tvivl om, at udmøntningen vil blive negativ, men størrelsesordenen kendes ikke.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2008 blev der aftalt en generel lønforhøjelse pr. 1. april 2010 svarende til 2,40 % af den samlede faste løn pr. 31. marts 2008. Der blev samtidigt skønnet, at reguleringsordningen ville udmønte 0,54 %. I stedet udmøntede den negativt med -1,14 %, da den private lønudvikling kun blev på 2,8 %, mens den statslige lønudvikling i samme periode blev 4,6 %.
Med en årsstigningstakt i maj 2010 på 2,2 % er den private sektors lønstigninger fladet ud. Fra februar 2009 til maj 2010 er den private sektor kommet godt 4,5 % efter de to offentlige sektorer. Det vil betyde en fortsat udfladning af de offentligere lønninger i 2010-11 som følge af reguleringsordningen.
De offentlige sektorer har i perioden fra 2005 haft en gennemsnitlig årlig lønstigning på ca. 4,0 % og den private sektor tilsvarende 3,3 %. Forbrugerpriserne har efter februar 2006 holdt sig pænt under lønudviklingen.
Se OAO's nyhedsbrev om lønstigninger i den offentlige og den private sektor her
Kim Østerbye
forbundsformand