Aftale om nyt lønsystem til det uniformerede personale
Fængselsforbundet og Direktoratet for Kriminalforsorgen indgik i går en aftale om det nye lønsystem, som træder i kraft 1. januar 2012. Aftalen betyder, at de formelle rammer for lønsystemet er på plads.
Kriminalforsorgens institutioner går nu i gang med at overføre medarbejderne til det nye lønsystem.
Lønsystemet indebærer lønstigninger for alle medarbejdere. For fastansatte fængselsbetjente og værkmestre er lønstigningen minimum på 7.200 kr. om året, og for lederne er lønstigningen minimum på 5.000 kr. om året.
Desuden bliver der fordelt en pulje på 16 mio. kr. til engangsvederlag til medarbejderne i forbindelse med det lønsystem. Det vil ske efter de forhandlingsprincipper, der gælder for det nye lønsystem. Fordelingen vil derfor ikke, som tidligere, ske ved en ligelig fordeling mellem fastansatte medarbejdere.
Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, siger: "Vi er glade for aftalen. Det betyder, at vi endelig efter fire års forhandlinger, kan begynde den praktiske implementering af det nye lønsystem. Nu mangler der et stort stykke arbejde i institutionerne, hvor tillidsrepræsentanterne skal forhandle lønnen på plads for den enkelte medarbejder."

Kriminalforsorgens personalechef
Liselotte Bering-Liisberg og
Fængselsforbundets formand Kim Østerbye indgik den 7.
september
aftale om udmøntning af det nye lønsystem.